For mange andre ting i tilværelsen findes der tykke bøger med regelsæt for alt mellem himmel og jord – men når det kommer til dating, både online og rent fysiskt, så er der ingen skrevne regler, og alligevel er der så utroligt mange uskrevne, som vi nyder at bryde, og hader, når de holdes i hævd.

Her er nogle få eksempler;

Hvornår ringer man igen efter første møde?

Så på en internetblogg, at har man mødt hinanden i weekenden, ringer man ikke før onsdag - Det er en af spillets regler. Heldigvis er der jo folk, der tør bryde reglerne, ellers ville man jo kunne undgå ufattelig mange dateres hovedbryderier på søndage, mandage og tirsdage, hvis man ligesom gjorde det officielt, at man aldrig ringede tilbage før onsdag. Teleselskaber ville kunne markedsføre nye kampagner, eftersom de ville miste millionsummer på alle de manglende samtaler mellem veninder, som i timevis kan debattere ”hvorfor han ikke ringer tilbage, når nu han lovede det”.

Ringer hun, eller er det ham, der skal ringe?

Den uskrevne regel siger, at han skal ringe – men i vores liberale datingverden, er der heldigvis flere og flere kvinder, som ikke er bange for at overskride et fastlåst kønsrollemønster. Måske stammer denne regel helt tilbage til tiden hvor den unge bejler, efter et første uskyldigt møde, måtte til den strenge og patriakalske fader, for at bede om tilladelse til at opvarte den unge mø. Læser mig dog så til i flere forskellige singlebloggs – at når hun er den, der tager initiativet, virker det i langt flere tilfælde påtrængende og anmasende, end hvis det er ham, der er først på tasterne.

Hvornår er det ok at søge information om den udkårne?

Når nu man er landet og begynder at genvinde fornuften efter det første møde, og har glemt at få telefonnummer, har smidt servietten væk, hvor han/hun havde kradset nummeret på – eller helt enkelt fået det tastet forkert på mobilen. Er det så ok at søge information og telefonnummer ud fra de sparsomme fakta, man har noteret i hukommelsen? Og er det mere ok for ham end for hende at gøre det? Igen har jeg tyet til datingbloggs på internet, hvor utroligt mange spændende ting kommer frem .Her viser der sig igen et sjovt kønsrollemønster. For hvis han gør det, og dukker uventet op eller pludselig ringer og fortæller, hvorledes han har kæmpet for at finde frem til hende, er det romantiskt og noget, der bringer våde øjne og jublende kommentarer fra veninderne. MEN er det hende, der konsulterer Eniro, og derved finder frem til telefonnummeret og uventet ringer, ja så er hun oftest desperat, emsig eller lidt vel fremme i skoene – romantisk og tårevædende er hun i alle fald yderst sjældent.

Der er mange herlige regler i datingjunglen – og de er så utroligt fasttømret i vores bevidsthed, men med afvigelserne som skønne overraskelser. Vi er ikke altid så liberale, som vi selv tror, når det gælder vores relationer til andre mennesker, og ofte er vi langt mere fritænkende i vores fantasi end i vore handlinger. Det er ikke nemt at skulle holde styr på alle disse uskrevne regler, og hvordan vi får dem med os generation efter generation, er en utrolig gåde – men de er der, og umiddelbart ser det ikke ud, som om de forsvinder.